Teksten i RTF-format


Jens Peter Jacobsen
blev født onsdag den 7. april 1847 i det lille hus med de lave stuer i det snævre Skolestræde i Thisted, hvor en plade i gavlmuren i dag minder om begivenheden. Hans far var ikke hjemme, da han var på vej med "Christine Marie" gennem kanalen ved Agger. I 1848 købte hans far jord ved havnen og byggede her den store ejendom, hvortil familien flyttede i 1849.
Jens Peter var måske lidt svagelig ved fødslen. Han blev hjemmedøbt tirsdag den 20.april og fremstillet i kirken onsdag den 21. juli. Et år senere blev han vaccineret. Hans helbred i opvæksten var ikke stærkt. Han var meget modtagelig for smitte og havde ofte hovedpine, hvad han også døjede meget med senere hen. I 10-11 års alderen var han nær ved at dø af skarlagensfeber.

Forældre
Faderen Christen Jacobsen blev født fredag den 6. august 1813. Han døde den 3. juli 1897.
Han havde allerede gode økonomiske forhold, da han 1844 i Thisted giftede sig med Benthe Marie Hundahl. Da hans bryst ikke tålte søen, opgav han selv at sejle, og udbyggede i stedet sin grossist- virksomhed. Ved sparsommelighed og stræbsomhed blev han en holden mand; han ejede flere skibe og flere ejendomme i byen. Han hørte ikke til dem, der ændrede levevis med større indtægter, han blev ved med at være en slider, og han fortsatte med at passe på sine penge.
Moderen hed Benthe Marie Jensdatter, men familien antog navnet Hundahl, blev født søndag den
20. august 1815. Hun døde den 28. september 1898. Hun blev efter tidens forhold sent gift, men fik så som de fleste koner dengang børn med 2½ års mellemrum. Det blev til fem børn og af dem levede de tre ældste: Jens Peter, Marie, født den 22. februar 1849 og William, født den 28. November 1851. Så kom der igen en pige, Anna Theodora, født den 19. Februar 1854 og død den 1. januar 1858 under den frygtelige skarlagensfeber-epidemi i januar og februar måned samme år. Jens Peter var også længe syg. Moderen
fik den 11. August 1856 en dødfødt dreng.
Hun var et gudfrygtigt menneske. At hun var bekymret for sin søn røbede hun kun sjældent, men det må have gjort hende ondt, at han både mistede sin barnetro og senere blev udråbt som ateist.
I 1880, da J. P. Jacobsen boede hjemme, udfyldte han folketællingslisten og skrev ud for sit navn under trosbekendelse et nul. Man kan let forestille sig, at det vakte opsigt i den lille by. Det fortæller meget både om digterens alvor og om moderens kærlighed, at samlivet til trods for en så afgørende meningsforskel altid var harmonisk. Trods velstand og en deraf vis anseelse var hjemmet ikke i besiddelse af megen åndelig kultur.
I moderens familie havde flere givet sig af med at skrive vers. Hun var datter af en skolelærer og vokset op med sagn, sange og eventyr. På hendes skød stiftede Jens Peter først bekendtskab til og fik kærlighed til litteratur, som han aldrig helt glemte. I digtet "O! husker du, Moder, den Gang jeg var lille," (han sendte hende til julen 1867) har han takket hende herfor.
Jens Peters forhold til moderen var mere fortroligt end til faderen. Det kan indirekte læses af forfatter- skabet, der foretrækker mødre for fædre. Når han som ung og senere hen længes hjem, er det hyggen, varmen og tilflugten, han mindes. Hans mange hjemvebreve fra de unge år er oftest skrevet omkring juletid, og da han i ynglingealderen gennemgik sin store krise, fik han ingen hjælp hjemmefra, ligesom hans mange interesser, der trak ham væk fra studenterkursus, altid blev holdt halvt fordækte i et forsøg på at fremhæve de sager der havde med hans karriere at gøre. Han har på mange måder alligevel haft et godt hjem. Både faren og moren har villet hjælpe ham frem.
Men det har altid været ydre hjælp, forældrene gav ham, og ikke indre vejledning og fortrolighed.

Thisted
Det Thisted, Jens Peter blev født i, var en lille by, trods sin købstadstitel landlig og tilbagebleven. I 1840 havde byen 1814 indbyggere, hvad der med tidens børnetal og tyendeforhold vil sige, at der var så få husstande, at alle kendte hinanden. Men netop i disse år var byen i fremgang, da flere driftige handelsmænd havde slået sig ned i den og gav den virketrang og fremsyn. I 1840 fik byen en havn og kunne begynde sin langsomme frigørelse af Aalborg, men foreløbig måtte man klare sig med den samme år oprettede diligencerute til denne nærmeste større købstad, først i 1852 fik man damper til Aalborg. Halvtredserne bragte mange ydre tegn på vækst: en låne- og discontobank blev oprettet, almindelig gadebelysning, med tran, blev indført, der blev bygget et amtssygehus, havnen blev udvidet og byområdet gjort større, samtidig blev der etableret en, ganske vist privat, telegrafforbindelse med de nærmeste købstæder på østkysten, og en realskole blev oprettet, hvor embedsmændenes og de velstående handelsmænds børn fra byen mødtes med proprietærernes afkom ude fra oplandet.

Drengeår og skoletid
Han fik lov at leve ud i sine lege, der oftest foregik sammen med en jævnaldrende, "Præstens Frithiof", der døde tidligt. De havde de herligste tumlepladser. Der var havnen med skibe, der ladede og lossede, kom og gik. Der var pakhusene og morbroderens tømmerplads. Længere ude var Limfjorden med de stejle skrænter.
Som barn var han kejthåndet, men det har ikke hæmmet ham, og som voksen brugte han begge hænder lige godt, både til at skrive og tegne med.
Han var smidig og adræt. Ingen kunne som han klatre og springe rundt på tømmerstablerne nede ved havnen. Som gymnast var han nr.1 i skolen. I mange år var han en fremragende gymnast fortæller to af hans skolekammerater. Han var tillige en dygtig svømmer og skøjteløber.
Allerede som dreng var der mange tilløb til forfatterskab. Fra han var 9 år gammel skrev han digte. Når han så samlede viden om blomster skulle denne viden med det samme gøre ham kendt. Fra årene omkring realeksamen findes der mange begyndte "bøger", som han har tegnet omslag på og i sin iver prydet med forord. Derimod er den meget store interesse for litteratur og botanik, som udviklede sig hos ham i fjortenårsalderen, sikkert især anlæg.
Han blev tidlig en ivrig læser, og det er bøgernes helte og deres bedrifter, der går igen i hans lege.
Han læste en masse skønlitteratur og da han 16 år gammel kom til København kendte han Johan Herman Wessel, Ludvig Holberg, B. S. Ingemann, Adam Oehlenschläger og Johan Ludvig Heiberg ud og ind og det meste af de øvrige klassikere, lige fra Johann Clemens Tode og P. A. Heiberg. Han fulgte også med i nutidslitteraturen, læste f.eks. Bjørnstjerne Bjørnsons bøger efterhånden som de udkom.
I disse år dyrkede han med stor iver sine to hovedinteresser, litteraturen og botanikken. Allerede i Thisted begyndte han at interessere sig for det oldtidsstof, der i de første år i København optog ham så meget.

Skoledrengen Peter
I 1850 blev der oprettet et "drengeinstitut" i Thisted. Efter eget udsagn var han kun fire år gammel, da han startede i Herskinds Skole. Den 1. november 1856 startede han i den nyoprettede private Thisted Realskole.
Han udmærkede sig aldrig i skolen og var bestandig blandt den nederste halvdel i klassen. Han holdt sig i nærheden af fukse-pladsen og opnåede også at indtage den; men han tog sin skæbne med fatning. "Fuksens sang" skrev han i denne periode. Som mange fukse var han klassens vittige dreng, der i viser og personlig optræden skaffede sig ry som den morsomme Peter. Disse karaktertræk holder sig hos J. P. Jacobsen hele livet, men overses ofte, fordi de så sjældent får udtryk i hans digtning. Senere som kurgæst i Montreux slås han med de kvindelige pensionærer og bruger appelsiner og sofapuder som våben.
En livlig og fornøjelig elev var han, afholdt af alle. Heller ikke i de fag, der havde hans store interesse, naturhistorie og dansk, præsterede han noget ud over det almindelige. Det var så ganske åbenbart fliden, der manglede; han var sjusket og manglede koncentrationsevne, egenskaber der fulgte ham resten af  livet og forklarer hans evige restance i pligtarbejder. At hans evner er større end fliden, viser desuden hans årsprøver.
Interesserne var som hos de fleste velbegavede drenge fædrelandshistorie. I 1857 var det hans gode fag. Året efter var det sprogene. En tid var han så optaget af dansk. Senere endte han i botanikken. Mytologien havde hans første kærlighed, men snart var det naturfagene. Oppe på et lagerloft fik han indrettet et drengelaboratorium, hvor der hemmeligt blev eksperimenteret. Da botanik i slutningen af 1850´erne blev indført som skolefag, fangede det hele hans interesse. Han nåede snart at bestemme hele egnens mose- og hedeflora, selvom han kun havde de dårligste hjælpemidler. Tidlig og silde gik han rundt og samlede planter og ville hellere det end at gå i kirke, fortælles det. Da han havde lært lidt latin, kaldte han sig gerne amicus naturæ og var klar over, at han ville være videnskabsmand. Da han hørte at matematik var nødvendig for at blive "en sand videnskabsmand", kastede han sig med stor iver over matematikken.
I juni-juli 1862 gik Jens Peter op til præliminæreksamen, som han bestod med 61 points og med udmærkelse i fagene: dansk …ug og naturhistorie …ug. De dårligste fag var aritmetik, tegning og skrivning, der krævede mere ordenssans, end den kejthåndede dreng kunne præstere.
Resten af året 1862 og året 1863 til eftersommeren gik han hjemme i Thisted, hvor han dels læste latin og græsk til optagelse på studenterkursus og dels forberedte sig til sin konfirmation.

Konfirmation
Under konfirmationsforberedelsen hos pastor Jens Paludan-Müller blev Jens Peter religiøs påvirket. Konfirmeret blev han den 9. April 1863.
Blandt hans efterladte papirer findes der et religiøst præget digt, "Med en Rosenknup" dateret den 9. April 1863, fra selve konfirmationsdagen, sikkert skrevet til denne dag og måske skrevet til veninden Anna Michelsen, med hvem han stod øverst på kirkegulvet.
Det religiøse problem er endnu ikke blevet eksistentielt for ham, det er vel det normale hos en dreng i hans alder, når han hverken i skolen eller i hjemmet blev udsat for stærk påvirkning.

Silstrup bakker
Mest af alt elskede han Silstrup bakker, der ligger syd for byen, i hvert fald gjorde han det i sine sidste år i Thisted, da han for alvor var begyndt at beskæftige sig med botanik. Disse bratte molérskrænter ned til fjorden med deres buske og sjældne planter var et himmerige for ham. Der er dybe kløfter, og leret, som danner bankerne, antager mange steder helt fantastiske former. Han elskede blomster, fra han var en lille dreng. Var der en plante, som han fandt særlig smuk, tog han den op med rod og gjorde det så nænsomt og varsomt.
I februar måned 1863 har han forfattet et hefte, som han kalder "Silstrups mærkeligste Planter" og i fortalen skriver han, at når det netop er Silstrups flora, han har valgt at behandle, skyldes det for det første, at han er bedst kendt der, for det andet er det sket af kærlighed til stedet og for det tredje, at Silstrup er det af  vore botaniske pletter, hvor der på dette lille areal forekommer et så betydeligt antal plantearter. I heftet omtaler han 16 forskellige planter med angivelse af voksested og hyppighed samt pladsen i systemet. Til at bestemme planterne brugte han bl.a. T. Dahl, Botanisk Lommebog for Skoler, 1858.
 Efter sommerferien 1863 rejste han så til København for at blive student på kursus. Allerede før han forlod Thisted, var han forankret i de to interesser, litteratur og botanik, der skulle blive de dominerende i hans tilværelse. På begge felter nåede han at gøre en indsats af blivende betydning, men han måtte ret tidligt bruge alle sine kræfter, der blev svagere og svagere, på det litterære.

Kursustid
J. P. Jacobsen begyndte på Brødrene Dahls studenterkursus, som havde mange elever fra de byer, hvor der ikke var latinskoler. Han blev indmeldt efter at kursusåret var startet og havde navnlig besvær med latinen. Det tog ham fire år at blive student, og i den tid skete der en afgørende udvikling i den unge mand. Ikke at han forandrede sig.
Han udvikler sig, opdager sig som kønsvæsen, spekulerer over livsanskuelser og hjemmets vedtagne kristendom, gennemgår en begavet ung mands normale pubertetskvaler, lidt stærkere og med mere specielle komplikationer end de fleste. Men der sker ikke noget brud i hans udvikling. Årene er dog vigtige for forståelsen af den voksne Jacobsen.
  Han er meget optaget af hvad der sker i byen. De nye damptog, sporvognene, det store kommune-
hospital og de historiske hændelser omkring Frederik den VII´s død og krigen optager ham en del.
I det religiøse er han endnu traditionel og er "selvfølgelig" i kirke både i julen og i påsken.
Han forsømmer studiet. I tiden op til eksamen i maj måned 1864 laver han mange botanikbøger, skriver digte, nogle komedier og prosaudkast og læser megen poesi. Han går på maleriudstillinger, tegner, maler og klipper figurer til sin bror. Eksamen er jo først om to år, så han regner med at kunne læse det op.
  Det er næsten ufatteligt hvilken mængde litteratur han får læst i disse år.
16 år gammel kender han hele den klassiske danske litteratur. 18 år gammel har han læst J. W. Goethe, Friedrich von Schiller og Wieland. 19 år gammel er det W. Shakespeare. 20 år gammel Søren Kierkegaard, A. W. Schack Staffeldt, Hans Egede Schack, Ludvig Feuerbach og Heinrich Heine.
L. Feuerbach skiller sig ud fra det øvrige selskab. At han er læst hænger nok sammen med, at det er ved denne tid, JPJs religiøse overbevisning modnes og vender sig bort fra enhver positiv religion. Nogen egentlig religiøs krise kan man ikke finde i hans skriverier. Bibelen læste han igennem to gange. Senere Lord Byron og Alfred Lord Tennyson og al den oldnordiske litteratur der var oversat, foruden talrige eventyr- og sagnsamlinger. Han har også læst Henrik Ibsen. I dagbogen fra den 16. december 1867, skrev han: Jeg har læst "Per Gynt" i denne tid. Lad den sætte sig.
Han dyrkede også kunsthistorie og var en flittig gæst på vore samlinger sammen med en kammerat Viggo Wölner, der var kunstner.
  I juni måned 1864 består han første del af artium hæderligt og er nu gymnasiast med 25 points.
I efteråret 1865 er stort set alle lærerne utilfredse med hans manglende flid.
Det lille digt "Fjern" fra 1865, er det ældste af de digte, der er optaget i "Digte og Udkast", som udkom efter hans død.

              Fjern
Nu aabner hun vist sit Vindve,
Nu Natten mørk falder paa,
Og Maanen straaler fra Himlen
Med alle de Stjerner smaa.

Dem sender hun milde Blikke,
De blinke til mig igjen,
Saadan gjennem Rummet vide
Faar Hilsen jeg fra min Ven.

En Regn af Straaler nedsender
Sølvmaanen fra Himmelbo
Og danner henover Havet
Af dem en funklende Bro.

Nu ganger hun ud paa Broen –
I Tanken, og jeg som hun,
Snart ville vi mødes derude –
I Tanken, ak! er det kun.

Hun kommer – med Ild i Øje,
Med Smil om sin Purpurmund,
Dens glødende Buer kysse
Jeg skal om en føje Stund.

Jeg aner den milde Aande,
Jeg venter det søde Kys,
Jeg strækker min Arm at favne,
Hvad jeg kun skuede nys. –

Ak, Armen favner kun luften,
Og Kysset som Suk mig flyr,
Natvinden isner min Pande,
Mens Maanen svinder bag Sky´r.

 I juni-juli 1866 gik JPJ og hans fire kammerater op til eksamen. Af dette lille hold opnåede kun Erik Skram at blive student denne gang, de andre havde for specielle interesser til at kunne præstere en eksamen i flere fag.
Hans mor giver de gamle bekendte fra Thisted, især Anna Michelsens mor, skylden for at han dumper, ved at de har lokket ham bort fra studierne. Men det kan også skyldes at JPJ er kommet ind i en krisetilstand, der varer et par år og som kulminerer i 1867. Han kan ikke tage sig sammen og splittes af andre interesser end studiet. Nye drømme kommer til, ikke kun drømme om at blive en kendt videnskabsmand eller digter, men drømme om elskov og sanselighed.
Han fik kun med meget besvær lov til at gå om af  faren, der altid holdt ham stramt og nu satte de sparsomme månedspenge yderligere ned. I sommeren 1867 blev JPJ så endelig student, en umådelig befrielse var det. Det var ikke nogen overvældende eksamen, han opnåede kun 3. karakter.
  Lang og ranglet, med en foroverbøjet, trippende gang, kejtet og usikker i sin optræden, og vanvittig forlegen. En elskværdig, stille, lidt sær fyr anså hans kursuskammerater ham for. At der boede noget ualmindeligt i ham, var der ingen, der anede. De havde det indtryk at han gik på egen hånd i alt.
I København kendte han næsten ingen.
Han havde hverken trang eller evne til at gøre sig gældende i det selskabelige. Bedst havde han det i fordringsløse kammeratlige lag eller ene i mylderet på strøget, hvor han holdt af at spadsere og se på mennesker, eller i studenterforeningen, hvor han efter sin eksamen spiser middag.
  Ensomheden er han ikke ked af og han tilegner sig uafhængighedens ydre goder: brug af tiden, læser i sengen til langt ud på natten, så han har ikke altid været lige oplagt til timerne. Værelset på 2. sal i pensionatet i Studiestræde 18, med det sparsomme og fantasiløse udstyr, bliver det sted, hvor hans jeg, hans inderste væsen helt kan gøre sig gældende.
Da han i 1868 var blevet cand.phil.(bestået filosofikum hos Rasmus Nielsen) var han fast besluttet på, at han ville tage magisterkonferens i naturhistorie med botanik som hovedfag. Han læser derfor en del naturhistoriske værker. Han opnåede dog ikke at komme til eksamen.
Han dyrkede botanikken med en sjælden energi. Hele dage og nætter kunne han tilbringe i skove og moser. For at spare på sko og strømper vadede han rundt på bare fødder. Da han i botanikken fandt sit speciale, algerne, kunne man også finde ham i færd med at fiske alger. Snart var hele den nordsjællandske planteverden ham lige så kendt som Thistedegnens.
  Han skulle nu vælge livsgerning. Om helten i en ufuldført fortælling fra samme år skrev han, at der var "Tvist i hans Sjæl, om han skulde gribe Lyren eller Mikroskopet". Siden sine drengeår har interesserne skiftet mellem botanik og litteratur, og det fortsatte indtil sygdommen tvang ham til at samle alle sine kræfter om digtningen.
  Da han som tyveårig indskrev sig ved Universitetet, havde han været gennem en krise. På dens erfaringer bygger og om dem kredser det meste af hans digtning.

Krisen
Han havde opdaget, at han var bytte for farlige erotiske drømme, der bragte ham en vellyst- og angerblandet selvtilfredsstillelse. Krisen får man kendskab til i de digte JPJ senere samler i fortællingen om Hervert Sperring.
I digtet "Gud, frels mig dog" fra krisetidens slutning fornemmer man tydeligt konflikten.
Det fortæller om en fantast, der ængstes så meget for drømmene, at han beder Gud om hjælp. En utrykt variant af sidste strofe røber hans angst:

                  O frels mig dog af Drømmens Arm
                  Vis mig en kvinde
                  Vis mig, Send mig en dejlig Mø

Hans drømme er erotiske og gør ham så bange, at han beder om hjælp til at komme ud af sine seksuelle drømme. En kvinde fra virkeligheden skal frelse ham ud af drømmene.
Som ung mand oplever han sin vågnende kønsmodning som et stærkt erotisk drømmerliv og han bliver så bange, at han beder Gud om hjælp. Fantasteri, eros og Guds eksistens eller ikke eksistens bliver de vigtigste, for så vidt de eneste motiver han fremover skriver om.
Det centrale i hans krise er helt tydeligt det erotiske, og ikke det religiøse, da han i sin barndom og første ungdom ikke er blevet påvirket af et kristeligt syn, som han behøver at reagere imod. Hans drømme tager overhånd og giver ham væmmelse og stærk skyldsfølelse.
  Man skal her huske på, hvordan man på den tid så på spørgsmålet kønslig selvtilfredsstillelse.
I lægebøger, der blev udgivet i JPJs ungdom, kunne man læse forfærdelige beskrivelser af de mange sygdomme mennesket kunne påføre sig og senere kom så sindssygen til, efterfulgt af den tidlige død. For at bruge JPJs eget udtryk: mennesket bringes vanvidsgrænsen nær.
Da man ikke kunne betro sig til nogen, og ingen måtte kende til den frygtelige last, havde man kun Gud at bede til, indtil man opdager at Gud ikke opfylder bønnen. Derfor er JPJs religiøse overvejelser og digtning for det meste forbundet med de overhørte bønner. Hertil kommer særlige forhold, som har forstærket både den erotiske og den religiøse krise for JPJ. De anlæg, der bliver dominerende for hans indre liv og hans digtning røber han ubevidst første gang i maj måned 1865, da han 17 år gammel skriver en stil om munkevæsenet, hvor han bl.a. skriver, at når munkene piskede sig til blods, var det ikke altid for angers skyld, de kunde også have legemlig tilfredsstillelse deraf. At han har følt lyst ved selvfornedrelse, kan man finde mange beviser for i hans forfatterskab. JPJs egen tilståelse finder vi i strofen:

               Jeg drømte saa mange smigrende Drømme
               Om Mægtiges Fald for min Fod
               Men højst mig staar i de brogede Strømme
               Dem hvori selv i Støv jeg stod

 JPJ var algolagniker, han føler vellyst ved at være nådesløst givet i en andens foragtfyldte magt. Hans erotiske drømme var algolagniske. Novellen "Et Skud i Taagen" er komponeret over et algolagnisk motiv. I "Mogens" er et helt afsnit, hans afsked med Laura, en gennemført algolagnisk situation. JPJ røber hermed sin egen måde at opleve de erotiske motiver på. Det er ord som "krybende", "støv", "hund", "træde ned", "usling" og "pines" han bruger igen og igen. Han har svært ved at komme ud af fantasterierne, fordi hans erotiske anlæg gør det vanskeligt for ham at virkeliggøre sine ønsker. Da hans drømme har været grov sanselighed, har de plaget ham meget.
En algolagnikers lystfølelse er ofte ikke betinget af, at underkastelsen ender i et kønsligt forhold. Han er bange for, at livet skal narre ham. Han er bange for aldrig at skulle få erfaring i livets erotiske virkelighed. Algolagnikerens tragedie er, at han lukkes ude fra et normalt erotisk forhold, fordi drømmene fængsler ham stærkere end virkeligheden. Man skal huske på, at for en algolagniker er krisen dobbelttydig. I krænkelser kan der være en vellyst, og i poetiske smerteskildringer behøver der ikke at være tilståelser om en virkelig krisetilstand. Han har både været bange for at blive sindssyg og bange for, at hans monomani, hans evige kredsen om det samme, skulle ende i en katastrofe.
  Blandt JPJs papirer med Hervert Sperring digtene kan man finde en tegning af en nøgen kvinde, der er lænket på hænder og fødder.

Digtning og modning
  Skal han nu dyrke digtningen eller naturvidenskaben? Han er i tvivl om sit kald, da han gerne ville forsone sine to hovedinteresser. I dagbogen fra den 15. januar 1867 kan man læse følgende: "Der gives Øjeblikke i mit Liv, hvori jeg troer, at Studiet af Naturen er mit Livs Kald; men til andre Tider er det, som om Poesien var det, der skulde være min Idræt, (…)".
  Tiden mellem studentereksamen og den lille filosofikumeksamen et år efter brugte han mere på digtning og læsning af skønlitteratur end på studiet. Studenterforeningen kom han meget i fra 1868 og 1869. Foreningen var dengang en kreds for temmelig barnagtige vittighedsmagere. Det kan undre, at JPJ kunne holde ud at være der. Smagen mellem de toneangivende studenter svarer ganske nøje til hans fuksevid i Thisted, og det er det han søger at fortsætte. Han søger allerede efter få måneder at være med i legen med en komedie. Til en fest i november måned 1869 har han bidraget med en vise "En Historie med Smaat", der i stil og tone udtrykker medlemmernes humoristiske sans. Der fremkommer flere prosa-
skitser, der minder meget om tidens studenterprosa.
I december måned 1867 læser han "Phantastiske Fortællinger" af Edgar Allan Poe, hvilket kan spores i de første arabeskdigte og i interessen for det patologiske, som han føler sig draget mod, på grund af spekulationer over sig selv.
I foreningen lærer JPJ forskellige personer at kende, hvoraf nogle er sjæleligt uligevægtige og af den grund kan blive "farlig" for ham. Det er i denne periode, at Vilhelm Møller og brødrene Brandes får ham trukket ud af kredsen. Det var et held for Jacobsen, at han grublede så meget over sig selv, og forstod, at han ikke måtte gå i hundene sammen med andre, selvom de stod ham nær. Vilhelm Møller trak ham over til sit tidsskrift og aktiviserede ham om de nye naturvidenskabelige tanker i livsanskuelsesdebatten.
At han trængte til at blive aktiviseret ses af hans botanikstudier. Sommeren 1868 er han på Bornholm, men bruger mere tid på notater til poetisk brug og skriver udkast til noveller. Rejsen til Læsø og Anholt to år senere forløber på samme måde.
  I 1870 kommer den første afhandling i Vilhelm Møllers tidsskrift. Det er også i 1870, at universitetet viser ham den tillid at udskrive en prisafhandling beregnet for ham, der er eneste specialist i emnet. Det fører alt sammen til en energisk indsats i studiet. Og samtidig modnes digteren.
 Således gik de første studenterår med drømme, halvbegyndte udkast, planer og vennesamtaler i studenterhybler og i foreningen. Hans økonomi var elendig, pengene hjemmefra kom uregelmæssigt. Han levede letsindigt og lånte hele tiden penge. Kreditorer sender regninger til faderen i Thisted. Økonomien blev alle dage hans største problem. Han bruger for mange penge. Udeliv, lækre fiskeretter, gode cigarer og ungarske vine er ikke for studenter uden formue.
Udsættelser af betaling, af pligtarbejde, af session, af brevskrivning, af manuskriptaflevering, af korrekturlæsning, er de evigt gentagne tegn på hans evne til at løbe på afveje.
  Når man fra sommeren 1869 kan spore en lykkefyldt tilfredshed hos JPJ, kan man med rette gå ud fra, at den skyldes indre årsager; hans ydre forhold berettiger ikke til det.
Han første drøm om endelig at blive en anerkendt digter brast i 1868, da "Hervert Sperring" hård-
nakket blev afvist af forlagene. Det ramte hårdt, for i oktober 1868 havde han i drømmen om bekræftelsen af håbet forud skrevet et dedikationsdigt til moren beregnet på at skulle indføres i den første bog med sønnens trykte navn på omslaget. Det samme sker i 1869 da Georg Brandes "kasserer" hans digte og betegner dem som blot nogle "ranglede" vers. Dog var det i de ranglede digte som "Arabesk", at der for første gang lød helt nye toner i dansk poesi. Bitterheden kommer til udtryk i det første betydelige digt "Monomani" dateret den 2. Januar 1869. I april måned 1870 skriver han flere betydelige digte: "Frostsne", "Der aabnes en Dør", "Nætter og Dage", "I Seraillets Have".
  Midt i november måned 1870 søger JPJ oplysninger om den engelske digter A. C. Swinburne, som i "Atalanta in Calydon" forklarer universets smertefyldte liv algolagnisk. I JPJs digt "Saa er da nu Jorden en Kobbertyr" genfinder vi den samme idé. Digtet "Faustina" kan muligvis være inspireret af Swinburne. Algolagnikerens drømmekvinde kan vi finde i Swinburne´s "Our Lady og the Pain".  

 Troen på det nye
Det var ikke blot det, at JPJ nu var ved at modnes, at han var kommet gennem ynglingesorgerne, og at han fik opgaver, der skabte hans korte lykketid. Det var også det, at han nu kom sammen med begavede unge, der ville noget nyt. Det gav tillid og kræfter at skulle løse opgaver, der ville skabe ny tid. JPJs ærgerrighed, som han ofte har tilstået direkte, og som indirekte viser sig oftere, gav kræfter til arbejde og udholdenhed i en grad, som han ikke før har vist. Af  hans venner var Vilhelm Møller den, der har den største fortjeneste ved at starte ham i sit nye tidsskrift.
Det var JPJs store drøm, der nu skulle gå i opfyldelse, hans botaniske og naturvidenskabelige studier skulle komme på tryk. Han vidste kort tid efter, at han også videnskabeligt skulle blive anerkendt, for han kunne få guldmedalje, hvis han nu ordnede sine studier i algerne. Hans sind blev vendt fra nedstemt uro
til opstemt tillid. Tvivlen på det gamle blev troen på det nye. Han var ikke mislykket, men en udvalgt.
 
  Naturvidenskaben
var det lys, man nu skulle se ved, og det var ham, der tændte det lys. Han skrev artikler om Charles Darwins naturvidenskabelige syn på tilværelsen. Det var ikke sært, at det var vanskeligt for ham at finde en rolig naturvidenskabelig stil, man mærker i formen den indre kamp med stoffet og med tiden.
  "Kunde jeg overføre Naturens evige Love, Herligheder, Gaader og Undere i Digtningens Verden, da føler jeg, at mit Værk vilde blive et mer end almindeligt. Men Digtningen vilde ikke blive en kristelig, den ville betragte Biblen som en Edda og ikke vedkjende sig andre Værker af Guddommen end Naturlovene i videste Udstrækning (...)".
Fra dagbogen den 15. januar 1867.
  Han fik nu aldrig den digtning skrevet, men han oversatte den. Han fandt den i Darwins lære. Her var de store udsyn i en lovmæssighedens verden, en hel ny verdensopfattelse, der både greb videnskabs-
manden og digteren.
Han var en af de første herhjemme, der forstod Darwins tanker og rækkevidden af disse.
I 1870 starter et nyt populærvidenskabeligt tidsskrift "Nyt Dansk Maanedsskrift", et organ for den nye tid, der er ved at gro frem, redigeret og udgivet af litteraten Vilhelm Møller, som JPJ har lært at kende i Studenterforeningen.
I det første nummer af tidsskriftet debuterer JPJ med artiklen: "Om Bevægelsen i Planteriget".
  I dette, "Nyt Dansk Maanedsskrift", offentliggør JPJ i årene 1871-72 ikke mindre end 7 store artikler om:
"Darwins Theori", "Menneskeslægtens Oprindelse" og "Parringsvalget" og gør hermed offentligheden
bekendt med Charles Darwins udviklingslære og drager heraf en række konsekvenser for livsanskuelsen. Artiklerne om Darwin vakte voldsom opsigt.
I januar måned 1873 afsluttes rækken med artiklen: "Sindsbevægelsernes Udtryk hos Dyrene".
Efterfølgende oversætter han Charles Darwins to hovedværker til dansk. I 1872  "Arternes Oprindelse" i to
bind på over 600 sider og det følgende år endnu to lige så store bind  "Mennesket afstamning og parrings-
valget". Det blev hermed hans afsked med naturvidenskaben.
  Han sluttede venskab med flere yngre botanikere. I sommeren 1870 fik han understøttelse af Botanisk Forening til en undersøgelse af floraen på Læsø og Anholt. Med utrættelig flid studerede han øernes planteverden og kom hjem med en fortegnelse over begge øers flora. Hans planer var, at skrive et værk om Danmarks Planteverden.
Samtidig med oversættelsesarbejdet studerede han sine alger, og af dem var det Desmidiaceerne, der havde hans største interesse. I løbet af foråret og sommeren 1871 besøgte han forskellige moser og åer i Nordsjælland for at samle materiale til sin afhandling om ferskvandsalger.
  Universitetets prisopgave var i naturvidenskab med det botaniske emne: desmidiaceer - en speciel art af alger. JPJ fik straks lyst til besvare opgaven. Bordet i den lille stue i Studiestræde flød med præparater til brug for besvarelsen. Han blev færdig til efteråret 1872 og afleverede den til universitetet med denne titel: "Aperçu systematique et critique sur les Desmidiacees de Danemark". Besvarelsen indbragte ham universitetets guldmedalje i 1873, og det tændte nyt lys.
I "Botanisk Tidsskrift" fik han i årene 1874-76 trykt sin afhandling om de danske ferskvandsalger, og i det samme tidsskrift i årene 1879-80 gengivet fortegnelsen over de planter, han fandt på sin tur til Læsø og Anholt i 1870.
Han havde også tid til at dyrke alle sine interesser og læste bl.a. fransk litteratur. Sainte-Beuve og Beyle blev hans læremestre i granskning af sjælen.

Digter
Det var en vinternat i starten af februar måned 1872 og klokken var vist to, fortæller vennen Edvard Brandes,
hvor han og JPJ opholdt sig i den usle stue i Studiestræde og efter lange samtaler om litteratur og efter de havde drukket ungarsk vin og spist nogle uhyre tørre og lidet velsmagende kager, at JPJ så fortæller, at han allerede fra dreng af havde skrevet digte. Edvard Brandes lå så lang han var på sofaen, som man altid frygtede ville gå itu, og var temmelig søvnig, mens JPJ dampede på en lang pibe - for han røg altid og fortvivlede, da lægerne tilsidst forbød ham det. Efter nogen snak blev det bestemt, at JPJ skulle læse et af sine digte op - bare for at fordrive tiden.med noget. Så begyndte Jacobsen, først lidt ængstelig, derpå sikker og båren af sin følelse, med denne skønne, dybe stemme at læse:

Hun var som Jasminens sødtduftende Sne,
Valmueblod randt i hendes Aarer,
De kolde, marmorhvide Hænder
Hvilede i hendes Skød
Som Vandlilier i den dybe Sø.
Hendes Ord faldt blødt
Som Æbleblomstens Blade
Paa det dugvaade Græs;
Men der ..............

Edvard Brandes blev med et lysvågen, rejste sig op i sofaen og betragtede vennen med stigende forbavselse. Næppe var JPJ færdig, før han målløs udbrød: "men du er jo digter!"
"Ja, det véd jeg nok", svarede Jacobsen roligt, "og det har jeg altid vidst." Og virkelig, han havde altid vidst det, gået med sine drømme og viden uden at fortælle noget derom til nogensomhelst. .
Sådan havde vort sprog ikke før lydt, en kvindetype, som den her skitserede var ikke før set i vor litteratur


   JPJ var i 1872 med til at starte foredragsforeningen "Litteraturselskabet", modstanderne kaldte den "Fritænkerforeningen". Hans venskab med brødrene Edvard og Georg Brandes kom til at betyde enormt meget for ham.

"Mogens"
 I det tidlige forår 1872 skriver han så den lange novelle "
Mogens", hans første offentligt anerkendte poesi og i "Nyt dansk Maanedsskrift" for februar måned 1872 kunne man læse det første kapitel med den nu meget berømte indledning: "Sommer var det; midt på Dagen; i et Hjørne af Hegnet, .....". Dette helt anderledes sprog med dets egne farvetone var noget helt nyt. Endvidere den ligeså berømte impressionistiske beskrivelse af det begyndende regnvejr, en så minutiøs iagttagelse af et dagligdags naturfænomen og en så sikker gengivelse i fuldendt kunstnerisk form var man slet ikke vant til.

"Pludselig kom der en lille rund, mørk Plet på det lysegraa Muld, een til, tre, fire, mange, flere endnu, hele
Tuen var ganske mørkegraa. Luften var lutter lange, mørke Streger, Bladene nikkede og svaiede, og der
kom en Susen, der gik over til Syden; det øste Vande ned".

Det blev af datiden regnet for den første naturalistiske beskrivelse i den danske litteratur.
Den nye tid eller retning havde fået sig en digter, ingen havde ventet. Man kan dog ikke tale om noget gennembrud for JPJ. Han var ikke af dem, der omvendte sig til den nye retning. Novellen "Mogens" betegner blot det punkt i hans udvikling, hvor der falder lys over hans arbejde. Novellen betyder venner og anerkendelse. Indadtil betyder den, at han har fundet sig selv og at hans forskellige evner er ved at smelte sammen til en enhed.
I 1873 er han på session og bliver her kasseret med begrundelse, at hans brystmål kun er 29½ tomme.


"Marie Grubbe"
Det er i 1873 han finder frem til historien om Marie Grubbe, kendt fra "Epistel 89" i andet bind af Ludvig Holbergs "Epistler" (1748), kendt fra Steen Steensen Blichers "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" (1824), kendt fra H. C. Andersens eventyr "Hønse-Grethes Familie" fra 1869, i nyere tid kendt fra Ulla Ryums teaterstykke "Marie Grubbe" (1986) og sidst kendt fra Juliane Preislers "Kyssemarie" (1994). Den historie kunne han bruge.
  Han går i gang med meget omfattende studier på biblioteker og i arkiver. "Danske Samlinger", "Jysk Historie og Topografi", "Dansk Museum" osv. Han gransker dokumenter, breve, løgne og billeder om mord, hor, skørlevned, kapitelstakst, torvepriser, havevæsen, Københavns belejring, barnedåb, gods-
registre, stamtavler, ligrædikener og skilsmisse processer. Han gør det ikke kun for Marie Grubbes skæbnes skyld, men for at komme ind i det miljø, den tidsbaggrund og den åndelige atmosfære, hans personer skal bevæge sig rundt i.
Da han i juni måned havde skrevet de 3 første kapitler af romanen, lægger han arbejdet til side og rejser mod syd.

1. udlandsrejse
I Dresden træffer han Edvard Brandes og de følges ad til München, Prag, Wien, tilbage til München over Salzburg og Berchtesgaden, til Innsbruck, Trient og til Riva ved Gardasøen. Efter et ophold her videre til de norditalienske byer, Verona, Milano, Pavia, Bergoma, Brescia, Venedig og til Florens med udflugter til Revenna og Parma.

Sygdommen
  Da rejsen havde varet 3 måneder, blev han angrebet af den uhelbredelige lungetuberkulose. Det var en morgen i Florens, at JPJ havde fået munden fuld af blod, da han børstede sine tænder. I løbet af oktober måned 1873 rejste han så hurtigt, det lod sig gøre, hjem til Thisted, hvor han straks blev undersøgt af en læge, men det var allerede for sent. Lægen kunne konstatere en fortættelse i den højre lungespids og i december måned kom der en ny betydelig blodspytning til. Lægen tvivlede på, om han fik sin tidligere arbejdskraft igen. Fik lægen ret? Set udfra størrelsen af JPJs produktion, bliver svaret et ja.
Det synes alt for lidt: 1873-76 "Marie Grubbe", 1876-80 "Niels Lyhne". Hertil kommer enkelte digte og nogle små noveller: 1875 "Et Skud i Tågen", 1879 "To Verdener", 1881 "Der burde have været Roser", begyndelseslinjen "Fra Skitsebogen", 1881 "Pesten i Bergamo" og 1882 "Fru Fønss". Ser man på denne produktions art, hvilken dyb og tanketung menneskeviden den rummer, iklædt sprogets skønneste skrud, så forstår man, at den har krævet en selvkoncentration og intens fordybelse i fantasien.
Hans første reaktion var som vanligt hos lungesyge en tung depression, derefter synes han at have lidt af de lige så almindelige falske fornemmelser af velbefindende. Det var almindeligt kendt at en lunge-
tuberkulose i nogen grad kan ændre patientens psyke. Sygdommens sjælelige virkning er en forstær-
kelse af den erotiske attrå. For JPJ betød det at hans erotiske drømmeliv ikke blot fortsatte men blev forstærket og hans fængsling i drømmen blev stærkere, fordi sygdommen gjorde væksten ind i virke-
ligheden vanskeligere. Den tydeligste virkning var dog hans tankers kredsen om døden.
Den pludselige sygdom og den hastige hjemrejse kom til at præge hans erindringer fra denne rejse.
 Omkring 12 år skænkede døden JPJ. Et længere ophold i Montreux og Rom i årene 1877-79, for det Anckerske legat, havde ingen indvirkning på helbredet. Langt hovedparten af disse år opholdt han sig i Thisted for at få ro og for at arbejde. Havde han tid og kræfter boede han i København. Her var de mennesker og den kultur, han hørte hjemme i, og her var det liv, som han holdt så meget af at være omgivet af.
I april måned 1875 flyttede han til Bredgade 10, 3.sal. Fra september måned 1875 isolerede han sig i Thisted.
  Romanen "Fru Marie Grubbe" blev han så endelig færdig med den 4. december 1876, så havde den også været undervejs i fire lange år. Samtidig opgiver han botanikken og fra nu af vil han kun være digter.

"Niels Lyhne"
Han var meget ivrig efter at komme i gang med sin nye bog, men problemet var de manglende kræfter. Da han nu var blevet en anerkendt digter følte han trang til at gøre regnskab og det skulle gøres med værket om ateisten, om drømmeren Hervert og Mogens. Han var allerede begyndt på værket i 1874 og også denne bog tog det fire år at få afsluttet. Første kapitel af romanen skrev han færdigt. I efter-
året 1877 rejste han til kurstedet Montreux, hvor han fik nogle gode måneder. I Pension Bellevue, Villa Belle sloges de med sofapuder og appelsiner og sludrede timer væk i leg med ord og sætninger. For JPJ en erstatning for den københavnske verden. Han fik her skrevet 2. og 3. kapitel af "Niels Lyhne".
  Alt som årene går, samler JPJs grublen sig mere og mere om det, der er livets kilde, og det der er livets slutning, kærligheden og døden.
I foråret 1878 fik han et rejselegat, men tog dog hjem til Thisted om sommeren. I juli måned kom han videre med romanen. Han fik her skrevet 4. og 5. kapitel af romanen. Han var kun hjemme i fire måneder så rejste han over Avignon til Rom. Her finder han endelig den omgang, han længe havde søgt, kunstnervenner. De seks måneder han var i Rom fik han kun skrevet 6. og starten af  7. kapitel. Han gik i stå i skrivningen, da han sandsynligvis har haft spekulationer, fordi han igen skulle skildre forhold, som han ingen erfaring havde om. I april måned 1879 gik han i stå igen og rejste til Capri for om luftforandring kunne hjælpe ham videre med romanen, men i maj måned blev han meget syg. Han havde måske denne gang troet, at døden nu havde indhentet ham og rejste umådelig langsomt hjem fra Rom og var da meget udmagret.
Efter et par måneder skriver han "To Verdener", den lille novelle om kvinden, der lider af en uhelbre-
delig sygdom og som helbredt ikke tør tage mod den jordiske lykke af angst for at miste den næste verdens salighed. I samme efterår skriver han om to andre dødsfald i romanen "Niels Lyhne". I foråret 1880 er han kørt træt og drømmer om sit næste arbejde. Han er nu kommet til begyndelsen af 10. kapitel og mangler igen erfaring fra virkeligheden at skrive ud fra. I december måned 1880 var han endelig blevet færdig med romanen.

De sidste år

  I januar måned 1881 søgte JPJ om 2000 kr. til et studieophold i København. Det var tredie gang, han henvendte sig til ministeriet, de to første gange var endt uden resultat. En ven rådede ham til at søge fast digtergage. Ministeriet afslog hans ansøgning, men bevilligede ham en midlertidig under-
støttelse på 1000 kr. Senere fik JPJ alligevel en fast digtergage, og fra april måned 1883 kunne han hæve 1000 kr. om året.
  I juni måned 1881 tog han til København og fik en lejlighed i Ny Adelgade 5. Her boede han både for højt og for mørkt og måtte lukke sig alt for meget inde, fordi hans helbred ikke mere tillod ham at bevæge sig ret meget rundt. Efterhånden blev han mere ensom og var rørende glad for ethvert besøg i den tarvelige lejlighed, kun udsmykket med et maleri af Axel Helsted og udstyret med en chaiselong, et bord og en læsepult, gaver fra anonyme beundrere.
JPJ havde håbet, at han i København skulle komme til flere kræfter, men han blev i virkeligheden dag for dag mere dårlig. Senere får han skrevet novellen "Pesten i Bergamo". I foråret 1882 skrev han den novelle,
der skulle være hans afsked med vennerne og med livet. "Fru Fønss" er blevet til for brevets skyld,
afskedsbrevets skyld. På en smuk forårsdag, den 12. Maj, fik han skrevet den døende fru Fønss afskeds-
brev til sine børn, den dødsmærkede digters farvel til dem, han holdt af.
  I april-maj måned 1884 fik han så skrevet sit sidste ufuldendte arbejde, novellen "Doktor Faust". JPJ var
så syg, at han hverken kunne spise eller sove. Så skrev han om døden.
I juni måned 1884 gav han op og rejste hjem til Thisted for her selv at lukke låget over sin kiste og dø i ensomhed uden andres øjne på sig end sine nærmeste. Rejsen var besværlig, da det gør meget ondt.

Sidste tid i Thisted
  Han kom tilbage til sit barndomshjem efter en besværlig rejse over land, fordi han kom for sent til dampskibet. Nogen tid forinden havde han nærmest i spøg sagt til en bekendt: "når de hører, jeg påny er rejst til Thisted, så ser de mig ikke mere". Han fik sine møbler og bøger sendt over fra København og 2 værelser i stueetagen blev sat i stand til ham.
  Thisted var for ham ensomhed, hvor tiden gik med læsning og med drømme. I strandhaven på den anden side af vejen var der et muret lysthus, hvorfra han kunne se udover havnen til "Morsø bakkers fine melankolske linie". Her sad han ofte og iagttog lysvirkninger, farver og former og lyttede til bølgernes skvulpen og regnens trommen. Når vejret var godt lå han i hængekøjen og læste og læste, da det var det eneste han kunne overkomme. Det var bl.a. mange engelske guvernanteromaner. I længden kunne det ikke døve hans længsel efter København og især
vennerne der.   Han forstod til sidst "det store triste, at en sjæl er altid ene".
 I marts måned 1885 fik han væskeansamlinger i låret og kunne kun gå med meget besvær. Han kunne ikke tåle at ligge ned og sov med hovedet støttet af armene på et bord.
  I 12 år var hans liv præget af sygdom, og den sidste tid svandt kræfterne gradvist. Det var en udbredt opfattelse, at fritænkeren J. P. Jacobsen vendte sig til Jesus i sin sidste time. Det gjorde han ikke, iflg. et brev broderen skrev efter hans død til vennen Vilhelm Møller. Brevet rummer en udførlig beskrivelse af  J. P. Jacobsens sidste timer.
  Den 30. april 1885 stod han som sædvanlig op klokken halv ti. Moren hjalp ham i tøjet og gjorde ham i stand. Derefter gik han med flere hvil undervejs op på sit arbejdsværelse til sin chaiselong. Her kunne han ikke finde hvile og sendte bud efter lægen, fordi han ikke kunne mærke sin puls. Lægen kunne konstatere, at pulsen var 84. Om middagen blev der dækket op til ham på hans værelse. Han drak kun lidt sodavand og rystede på hovedet, da han fik tilbudt en skefuld morfin. Derefter hjalp hans broder William ham over i en lænestol, så han kunne prøve at få lidt søvn. Et øjeblik efter gjorde han tegn til, at han ville over på chaiselongen, hvor han dog heller ikke kunne finde hvile. I løbet af dagen blev hans stemme svagere og svagere. På et tidspunkt bad han moren komme og køle hans hoved med koldt vand. Så ville han have en bog, det var et fransk billed-katalog, han bladede lidt i det for at undersøge, hvorvidt hans sanser endnu virkede. Han bad moren sætte sig på en stol ved siden af, så han kunne hvile sit hoved mod hendes. Da de havde siddet sådan en halv times tid, bad han om et glas portvin. Så rejste han sig ved egen hjælp og gik over gulvet til bordet, hvor han blev stående lidt og støttede sig, så satte han sig tungt ned i lænestolen. Her faldt hovedet straks tilbage med stivnet blik og åben mund. Han udåndede, mens moren holdt hans hoved mellem sine hænder mod den høje bagbe-
klædning, og William sad med hans hånd i sin.
  Torsdag den 30. April 1885 klokken fem døde forfatteren Jens Peter Jacobsen i sit barndomshjem i Thisted. Han nåede lige akkurat at blive 38 år gammel.

De to ryttere der kom til Doktor Faust, var døden og kærligheden, hver på sin måde en livets tjener. Usynlige som de var, kastede ingen af dem skygge.
For J. P. Jacobsen var der intet efter døden. Derfor kom den til ham uden løfter og alene som en udfrielse.

Døden kom ikke i en "Høstnat vild og dunkel", som han i sin ungdom havde digtet om, men på den sidste dag i april måned, mens der faldt en mild forårsregn.

Nej, lad mig dø en Høstnat vild og dunkel,
Når Stormen farer hen over Hav og Land
Og hvirvler Løvet om i sære kredse
Og slynger Bølgen fraadende mod Strand,
Naar Skyer stævne frem i sælsom Flugt,
Og hver en Stjerne er paa Himlen slukt!
                                                           1868


Begravelsen
 Vejret var mildt og solrigt i Thisted lørdag den 9. Maj 1885, da der allerede fra morgenstunden blev flaget på halv stang overalt i byen og på skibene i havnen. Klokken tolv samledes familie og venner for at tage den sidste afsked med J. P. Jacobsen i kapellet på Søndre Kirkegård.

Hans krop blev sænket i forgængelighedens mørke på kirkegården, men hans navn kom til at lyse med tiltagende styrke på litteraturens himmel.

 

                                              Home                                                                                                                       Start af digteren J. P. Jacobsen siden  Til forrige side  Top af siden