"Mogens" (1872) en novelle af J. P. Jacobsen.

                                          
Det første naturalistiske værk i Danmark.

  "Sommer var det, midt på dagen, i et hjørne af hegnet".  Med denne indledning, der udtrykker livsglæde,      optimisme og starten på noget nyt, begynder novellen. Med det lille ord  "en"  præsenteres hovedpersonen.
     Så begynder regnvejret, der er så genialt beskrevet, og overgangen fra stilheden til det bryder løs, "der kom
     en susen, der gik over til syden; det øste vande ned".  Man kan næsten både se og høre regnen.

  Naturmennesket Mogens udvikling fra drømmer til naturalist set udfra hans forhold til: natur, kvinde og religion.

  En trykkende hed sommerdag ligger en ung mand i skyggen af egetræet i et hjørne af hegnet. Et regnvejr starter og grebet af det livgivende i regnen stiller han sig ud i regnen og synger en vise. Et pige skjuler sig bag en busk og skal til at le ad ham. Han opdager hendes ansigt, hun løber bort, og han løber efter hende.
  En efterårsdag følger en ung pige med sin far på vej ned til søen. De låner en båd af den unge mand. Han tilbyder at ro for dem. De unge mennesker forelsker sig straks i hinanden og selvom de kender så lidt til hinanden bliver de forlovede.
  En vinteraften udbryder der ildløs i huset, hvor Kamilla bor, og hun er alene hjemme. Mogens ser branden fra sit vindue og løber derhen, griber en brandstige og kommer ind i huset. Vexelbjælken falder ned og klemmer ham fast. Han opdager Kamilla og ude af stand til at hjælpe er han vidne til hendes grufulde død i flammerne. Han bliver reddet, men chokket udvikler en hjernebetændelse der varer i 3 måneder. Han flygter til Jylland, hvor han lever blandt dagdrivere, gøglere og letfærdige fruentimmer. Snart føler han lede ved kvinden Laura, som han bor hos, og det liv han lever. Han raser over tilværelsen og er meget bitter over at have mistet troen på alt, på kærligheden, på livet, på en kærlig Gud. Efter krisen begynder fornuften at vende tilbage.
                Overraskelsen over, at finde naturalisten Mogens i en religiøs krise, er meget stor.
  Han møder den unge pige Thora. Samværet med hende får hans tunge og sørgelige tanker til helt at forsvinde og hun giver ham troen på livet tilbage. De gifter sig ved midsommertid og kører afsted til deres nye hjem. Det viser sig at Mogens har en stor formue og har købt en herregård. Ægteskabet får både standsmæssige og landligt-idylliske rammer. Mogens er nu lykkelig og rolig og den sidste af skyggerne fra hans fortid forsvinder.



                         "Niels Lyhne" (1880) en roman af  J. P. Jacobsen.

 En ateist roman, der både behandler ateismens problematik filosofisk og er et psykologisk-naturalistisk studie i,
hvorledes længselen efter og angsten for en GUD opstår i menneskers sind.
 Men er ateismen egentlig hovedmotivet ?

  Hovedpersonen, Niels Lyhne følges fra fødsel til død. Moderen er drømmer og veg, faderen er udadvendt og
konkret. Igennem forhold til en række kvinder lider han nederlag på nederlag. Det samme sker med de høje
idealer, han har sat sig som mål at realisere. Et af målene er ateismen, som for den søgende Niels Lyhne næsten bliver en ny tro:
     "
Den dag menneskeheden fri kan juble: der er ingen Gud, den dag skabes der som med et trylleslag
     ny himmel og ny jord ... hvilken adel det vil brede over menneskeheden, når den frit kan leve sit liv og
     dø sin død, uden frygt for helved eller håb om himmerig, men frygtende sig selv, og med håb til sig selv?"

     Niels skal forestille at være digter, men får intet skrevet, fordi han mangler inspiration.

 Tema: modsætningen mellem drøm og virkelighed. Temaet peger mod et oprindeligt erotisk misforhold.

Niels Lyhne bor sammen med sine forældre på godset Lønborggård. Moderen fortæller eventyr for at drage ham
ind sin fatasiverden. Hun fremhæver helten, og da han bliver for stor til eventyrerne, fortæller hun ham om krigens
og fredens virkelige helte og havde historien ikke helte nok, valgte hun fantasihelte.
Han kan snart ikke skelne mellem drøm og virkelighed og forstår fuldt ud det foragtelige i, at leve som mennesker
i almindelighed. Han kan se der er en grænse for de lykkelige barndomsdage indtil den drømmebårne fremtid som
voksen og det afføder en voldsom trang til at nyde barndommen så meget som muligt og indser at nattesøvnen er
uden oplevelser og nærmest er spild af tid. Som tolvårig har han de første oplevelser, der voldsomt bringer ham i
forbindelse med virkeligheden, hans barneforelskelse i sin skønne unge tante Edele på 26 år.
 Skildringen af hans tilfældige møde med Edele er vovet for den tid. En kvindes blottede ben var helt usædvanlig
og derfor pirrende. Situationen er erotisk ladet.
Han bliver blodrød, svimmel, er ved at falde, hans gang bliver usikker, på sit værelse er han ved at kvæles, kaster
sig på sofaen, kan ikke finde hvile, åndedrættet er tungt, lyset piner ham trods de lukkede øjenlåg, han bliver mat,
føler sig ulykkelig, ensom, forstødt og forladt og sætter sig ved vinduet midt i solskinnet og græder. Niels’ anlæg
for fantasteri står i nøje forbindelse med en sensualisme, som man ikke kan kalde normal for en dreng i hans alder.
  Edele bliver mere og mere syg og han beder til Gud, om at skåne hende, men bønnen bliver ikke hørt og Gud afskrives. Virkningen af Edeles død er så overvældende at den fremkalder en religiøs krise.

  Niels er nu 20 år og blevet student i København. Her møder han Tema Boye, som han forelsker sig i. For hende
er det leg - men er lige ved at brænde sig, da Niels tager hendes leg alvorligt. (Hun bruger ham til at genkalde sine
ungpigedage og den kærlighedsaffære, der svandt med dem). Afskedsscenen i interiørskildringen, er romanens kunstneriske højdepunkt (midtpunkt). Luften i stuen damper af erotik.

  Niels er nu 23 år, et år senere dør hans far, 2 måneder efter begravelsen bliver hans mor meget syg og Niels
tager hende med på en rejse sydpå til Clarens, hvor hun dør og bliver begravet.

 Kusinen Fennimore, en pigesjæl med store lidenskaber, en lille Marie Grubbe. Niels og Erik forelsker sig begge
i hende, men hun vælger at gifte sig med Erik og de flytter til Mariagerfjord.   Nogle år senere møder Niels dem
igen.  Hans følelser for Fennimore gennemløber flere stadier: medlidenhed, der afføder venskab, som atter, som
det var at vente, bliver til kærlighed, og endelig, brat og voldsomt brister illusionerne. Skifterne i denne udvikling markeres gennem lange samtaler; der er motiveret gennem psykologisk forklarende beretninger.
  I det meste af et år flakker Niels rundt i udlandet. Ved Gardasøen - Riva og Limone. Ensomheden plager ham
og han får en uendelig længsel efter Lønborggård:

      "Han kunne ikke holde tilværelsens ligegyldighed ud længer, det at blive sluppet på alle kanter og altid
        blive kastet tilbage til sig selv. Intet hjem på jorden, ingen Gud i himlen, intet mål derude i fremtiden!"

  Niels bliver gift med den unge Gerda, som han omvender til ateismen. Efter 3 års lykke bliver hun syg og efter
omvendelse til kristendommen dør hun. "Det er umuligt, Niels, at det kan være forbi med døden (...)" hun ønsker
at tale med en præst og får det. Drengen bliver meget syg. Niels falder ud af sin tro. Han knæler og beder "til den vorherre der i himlen, som holder jorderig i angst ved prøvelser og tugt, som sender nød og sygdom, lidelse og
død (...)".  Bønnen bliver ikke hørt og drengen dør. Gerda og drengens død viser han er ikke stærk nok til at være sin livsanskuelse tro, han er ikke ateismen værdig.
  Kongen (Frederik d. 7.) dør (i 1863) og krigen begynder. Niels melder sig som frivillig ved fronten. Han bliver
skudt i brystet og dør efter nogle dage. I døden fastholder Niels Lyhne sin ateisme.
                               
                                   " Og endelig døde han da døden, den vanskelige død ".

  Det er hans passive drømmernatur, der kommer imellem ham og de kvinder han knytter sig til og giver ham
skuffelser / nederlag. Hans skuffelser / nederlag "belønner" ham med drømmens både rige og fattige erstatningsliv.

 Tidsrummet fra 1830 til 1864 gør faktisk Niels Lyhne til en historisk roman, der slutter på Dybbøl i 1864, og
hele miljøet hører til den tid, som ligger forud herfor.
  De største digteriske værdier i romanen er at finde i de centrale erotiske situationer. Her folder pludselig den
fine impressionistiske kunstner, vor første deciderede fremstiller af det uendeligt store i det uendeligt små, sig ud
og digter på hele sin natur.

    J. P. Jacobsen giver en skildring, som er forbløffende ved sin åbenhjertighed, men vel endnu mere ved, hvad
    den røber om hans eget sanseliv, siden han forstår hende så godt. Scenen er dog nok den stærkeste, han har
    skabt af den art. —



      
      Sidst opdateret den 25. april 2007 af F. F. N.
        Oprettet den 31. maj 1999 af F. F. Nissen.